Operation af mindre husdyr
Ofte er dyreejerne unødigt nervøse forud for en operation, men risikoen er i dag ganske lille: Når dyr skal opereres, bliver der i vid udstrækning brugt samme procedurer som ved operationer af mennesker.
Inden en narkose undersøges dyret for at vurdere hjerte og
lunger - og evt. tages en blodprøve for at vurdere andre organers
funktion. Dertil kommer, at dyret under narkosen og operationen
bliver overvåget nøje.
Ingen angst eller smerte
Når et dyr indlægges til operation, er det vigtigt, at det møder
fastende. Ved indlæggelsen får dyret typisk en beroligende og
smertestillende indsprøjtning, så det videre forløb hverken er
forbundet med angst eller smerte.
I forbindelse med bedøvelsen barberes som regel et mindre område
på det ene forben, hvor bedøvelsesmidlet sprøjtes ind i en blodåre.
Derefter lægges en slange i luftrøret, gennem hvilken dyret får ilt
og narkosegas. Efter at dyret er vågnet fra bedøvelsen, kan det
stadig være påvirket. Det kan medføre slingerhed og smårystelser,
ligesom dyret kan være meget træt. Men efter et døgn er narkosen
som regel ude af kroppen.
Såret skal have ro
Det er særdeles vigtigt, at operationssåret får ro hele tiden. Det
sikres ved en forbinding eller ved hjælp af en krave, der
forhindrer dyret i at slikke i såret. Er der uhindret adgang, kan
såret slikkes helt op og nødvendiggøre en ny operation.
Ofte vil en operation kræve medicinsk efterbehandling - for
eksempel smertestillende medicin og medicin, der forhindrer
infektion i såret. Det informerer hospitalet om i forbindelse
med hjemsendelsen, ligesom der gives skriftlig besked om
medicindoseringen. Oftest skal dyret først starte på medicin dagen
efter hjemsendelsen.
I de fleste tilfælde skal stingene i et operationssår sidde i ti
dage efter operationen. Det er inkluderet i prisen at få fjernet
stingene - og besøget er samtidig en god lejlighed for dyrlægen til
at kontrollere, at alt er som det skal være.